50.000 kr. til Museum Vestsjællands Kulturbus

Støtten var lige, hvad der manglede for at holde Kulturbussen kørende resten af 2019, fortæller museumsdirektør Eskil Vagn Olsen

Museum-Vestsjælland

Museum Vestsjælland har netop modtaget 50.000 kr. af Sparekassen Sjælland Fonden. Museumsdirektør Eskil Vagn Olsen fortæller, at det betyder rigtig meget for museet, at regionale kræfter som Sparekassen Sjælland Fonden bakker op om projektet.

”Uden kulturbussen ville skolerne i Holbæk, Ringsted, Odsherred, Kalundborg, Slagelse og Sorø få svært ved at udnytte de mange undervisnings- og kulturtilbud der er på tværs af kommunegrænserne,” forklarer Eskil Vagn Olsen og tilføjer, at donationen skal bruges på at drifte og vedligeholde museets Kulturbus. 

Mere end blot et transportmiddel
Museum Vestsjælland har 11 museer fordelt på Sjælland, hvor otte af museerne er en del af et undervisningsforløb. Bussen kører desuden til Sorø Kunstmuseum, Andelslandsbyen Nyvang, Trelleborg, Ulfborgen og Brorfelde. Det er her, Kulturbussen kommer ind i billedet.

De unge kan bl.a. høre en oplevelsesbaseret lydmontage – en fortælling, der understøttes af lydeffekter og musik – mens bussen kører fra en kulturoplevelse til en anden. På den måde starter undervisningen allerede, når eleverne er i bussen, og transporttiden udnyttes på en god måde.

Bidrag til anderledes læring
Henrik Møllegaard, områdedirektør i Sparekassen Sjælland-Fyn, fortæller, at Sparekassen Sjælland Fonden gerne vil støtte den undervisningsform, Kulturbussen bidrager til. Derfor er det heller ikke første gang, fonden har doneret penge til bussen.

”Museum Vestsjælland gør noget vigtigt, når de skaber en undervisning, hvor eleverne oplever historien i autentiske rammer,” fortæller han og tilføjer afslutningsvis:

”Det giver værdi, at de unge får mulighed for at lære om lokalhistorien på andre måder end gennem bøger. Det kan gøre historien mere nærværende og levende for dem, og derfor er det vigtigt at holde Kulturbussen rullende.”

Ved eventuelle spørgsmål, kontakt kommunikationsmedarbejder Feline Nørgaard Badstue på fba@spks.dk