Donation hjælper Pippi på vej

Sparekassen Sjælland Fonden donerer 15.000 kr. til Kalundborg Amatør Teater – pengene er øremærket dette års by-spil, Pippi, som har premiere på fredag.

Pippi

Siden 1985 har Kalundborg Amatør Teater arrangeret et friluftsteater – kaldet by-spil – i gryden på Møllebakken i Kalundborg. I år er det Astrid Lindgrens populære historie om den bomstærke Pippi, som foldes ud på scenen af i alt 80 skuespillere, statister og scenefolk.

Klaus Ødegaard, der er instruktør og næstformand i Kalundborg Amatør Teaters forening, fortæller, at noget af donationen skal bruges til kostumer og rekvisitter. Men da der også skal betales rettigheder i forbindelse med opførelsen af Pippi, skal donationen også gå til det:

”Pippi er en lidt dyrere forestilling at opføre pga. rettighederne, så vi er rigtig glade for donationen, som er med til at gøre det muligt at komme i mål. Den betyder noget rent økonomisk, men det er også et stort skulderklap til hele holdet, at der bliver lagt mærke til os, og at lokale aktører bakker om op Kalundborg Amatør Teater,” forklarer Klaus Ødegaard.

Lokalt fællesskab på tværs
Blandt de 80 personer, der medvirker i forestillingen enten på eller bag scenen, er den yngste 7 år, mens den ældste er 90 år, fortæller Klaus Ødegaard:

”Vi favner bogstavelig talt bredt, og vi tror på, at vi derfor når ud til mange. Forestillingen er for alle, hvad end du deltager eller indtager en plads blandt publikum.”

Netop Kalundborg Amatør Teaters evne til at inkludere og skabe fællesskab på tværs af alder og interesser er grunden til, at Sparekassen Sjælland Fonden har valgt at donere 15.000 kr., fortæller Sparekassen Sjælland-Fyns filialdirektør i Kalundborg, Klaus Koksby Hansen:

”Vi kan alle, unge som gamle, samles om forestillinger som Pippi, hvor spirende skuespiltalenter og teaterentusiaster mødes på tværs af aldre på de skrå bredder,” fortæller filialdirektøren og tilføjer afslutningsvis:

”Derudover bidrager Kalundborg Amatør Teater til kulturlivet i byen, skaber et lokalt sammenhold og medvirker til, at talenter kan udfolde og udvikle sig. Og de værdier vil Sparekassen Sjælland Fonden gerne bakke op om.”

Forestillingen har premiere på fredag den 16. august.