Adelers Huse får midler til at plante en historisk landhave

Foreningen Adelers Huse i Fårevejle har modtaget en stor donation fra Sparekassen Sjælland Fonden.

Adelers-huse På billedet ses Jan Madsen og Ebbe Storm, formand og sekretær for foreningen Adelers Huse, samt bestyrelsesmedlem i Sparekassen Sjælland Fonden, Lotte Heglund, og erhvervsrådgiver i Sparekassen Sjælland-Fyn, Helle Madsen.

Adelers Huse med de karakteristiske tvillingehuse er ført tilbage til deres oprindelige udseende og omdannet til formidlingssted og medborgerhus. I det første hus er der indrettet en lejlighed med autentisk inventar, og i en anden lejlighed er der nu et formidlingssted, som viser, hvordan det har været at bo på og opdyrke Lammefjorden. I det andet hus er der en lille café og medborgerhus, som kan benyttes af byens borgere og foreninger. Nu går man så i gang med at omlægge den tilgroede have, som er bag husene, til en traditionel landhave fra 1930’erne.

- Vi er meget glade og taknemlig over denne flotte donation på i alt 150.000 kr. til anlæg af landhaven. Anlægsgartnere er gået i gang, og der skal plantes frugttræer og frugtbuske samt køkkenhave med urter, kål og rodfrugter. Haven vil blive færdig i løbet af foråret, og skal fremstå som en klassisk landhave lig haverne på de mange husmandsbrug ved Lammefjorden. Vi glæder os meget til, at gæster kan komme forbi og nyde haven, fortæller Jan Madsen, formand for foreningen Adelers Huse.

- Sparekassen Sjælland Fonden uddeler midler til almennyttige projekter på Sjælland og Fyn. Adelers Huse er både historie, samhørighed og fællesskab på samme sted. Stedet formidler en vigtig historie om

Odsherred og er samtidigt et forsamlingshus for Fårevejle og omegn. Haven er en vigtig del af den fortælling og kan nydes af alle de besøgende, fortæller Lotte Heglund, bestyrelsesmedlem i Sparekassen Sjælland Fonden.

- Jeg er født og opvokset i Fårevejle og har besøgt stedet som barn, da Adelers Huse var aftægtsbolig. Det har været meget spændende at se, hvor flot husene er blevet renoveret. Samtidig har Fårevejle fået et moderne forsamlingshus, hvor vi kan booke lokaler til konfirmation m.m., uddyber erhvervsrådgiver i Sparekassen Sjælland-Fyn, Helle Madsen.

Adelers Huse er yderligere en del af formidlingen af Geopark Odsherred, og et nedslagssted på oplevelsesruten på Lammefjorden sammen med besøgsmarken i Fårevejle og den nye Istidsrute, som også passerer Fårevejle.

For yderligere information eller spørgsmål – kontakt kommunikationsrådgiver i Sparekassen Sjælland-Fyn, Alice Slater Christensen, på tlf. 6548 5171 eller mail alc@spks.dk eller formand for foreningen Adelers Huse, Jan Madsen, på tlf. 2845 3365 eller mail janvivi@madsen.mail.dk.