150.000 kroner til PRESTO - Region Sjællands Ungdomssymfoniorkester

Ved en festlig nytårskoncert i Ringsted Kongrescenter med Region Sjællands Ungdomssymfoniorkester PRESTO overrakte fondens formand Svend-Aage Dreist Hansen og fondens særlige rådgiver Jan Løve en donation på 150.000 kr. til det lovende ungdomssymfoniorkester.

Lørdag 14. januar var der nytårskoncert i Ringsted Kongrescenter, hvor Sparekassen Sjælland Fonden uddelte 150.000 kr. til Region Sjællands Ungdomssymfoniorkester PRESTO.

"I spiller fantastisk, og det er en stor fornøjelse at høre jer spille," sagde fondens formand Svend-Aage Dreist Hansen fra scenen under den festlige nytårskoncert med blandt andet Anna David som solist.


Anna David var en af solisterne til nytårskoncerten med Ungdomssymfoniorkestret PRESTO.

Sparekassen Sjælland Fonden har fokus på uddannelse og talentudvikling, og donationen lægger op til et samarbejde med det orkesteret, der består af unge musikere fra de kommunale musikskoler i Region Sjælland. 

"Vi ser frem til samarbejdet med PRESTO, og satser i første runde på en forårskoncert i Holbæk. Det sker i et udviklingssamarbejde med Danmarks Underholdningsorkester (Det tidligere Danmarks Radios Underholdningsorkester)," oplyser særlig rådgiver i fonden Jan Løve.


Formand for Sparekassen Sjælland Fonden Svend-Aage Dreist Hansen (til højre) og særlig rådgiver for fonden Jan Løve (nummer to fra højre) overrakte de 150.000 kr. til dirigent Andreas Vetö og Pia Brinch Jensen fra PRESTO.  

PRESTO består i øjeblikket af 50 elever fra regionens musikskoler og MGK Sjælland. PRESTO blev etableret for et par år siden og har spillet adskillige koncerter. I juli 2016 var orkesteret på en to ugers vellykket turne i USA.

Orkestret ledes af dirigenten Andreas Vetö, der siden 2011 har været tilknyttet Danmarks Tekniske Universitet som Kunstnerisk Konsulent. Samtidig er Andreas Vetö en meget aktiv dirigent, producent og kunstnerisk iværksætter.

50.000 kr. til Benløse Idrætsforening
Ved nytårskoncerten i Ringsted Kongrescenter benyttede fonden desuden lejligheden til at overrække en donation på 40.000 kr. til et fornemt integrationsprojekt i Benløse Idrætsforening og kr. 10.000 til klubbens fodboldafdeling.


Formand for Sparekassen Sjælland Fonden Svend-Aage Dreist Hansen (til højre) og filialdirektør i sparekassens afdeling i Ringsted Mads Wallin (nummer to fra højre) var på scenen i Ringsted Kongrescenter for at overrrække 50.000 kr. til de frivillige ledere i Benløse Idrætforening.